I dag skal det ikke handle om mad og kager men om bibliotekargerninger, vovemod, opfindsomhed og kærlighed til et fag og et KALD. Kærlighed til søde venlige lånere/borgere/brugere og kloge, venlige, hjælpsomme kollegaer. Heldige mig. Jeg har det mest fantastiske job og får så rig mulighed for at leve det ud. I dag har jeg, rørstrømsk, fulgtes med bogbussen ud på et par stoppesteder i det smukkeste landskab. Blå himmel, hvidtottede skyer, gule rapsmarker, bakker og sving, kringlede krogede bi- og afveje. Det er stort når bogbussen kører ud. Jeg er et sentimentalt gammelt fjollehovede. Jeg mindes stadigvæk at jeg, til bogbustræf i 1994, hvor bogbusser fra hele Skandinavien deltog, fældede en tåre, da busserne kørte ind i en lang karavane med flagene hejst. Bogbustanken rører et bibliotekarhjerte særligt dybt for de er symbol på selve biblioteksgrundtanken – at stille viden og information til rådighed for alle, selv i de fjerneste kroge. Det ligger dybt i os bibliotekarer. Kaldet til faget – at ville hjælpe og berige med kultur, viden, ord og mening. Det piner os når bogbusser og filialer bliver sparet væk og når Bogen Kommer ordninger nedprioriteres. De mennesker der har allerstørst behov, vil vi jo altid gøre noget helt særligt for at hjælpe. I Norge sejler der både ud med bøger, til områder med få beboere. I bjerge pakker man et æsel og rider ud. Pigen på 6 år der selv får lov til at gå i bogbussen og kommer og låner hestebøger, den gangbesværede der ikke kunne overskue at tage rutebilen helt ind til Hovedbiblioteket. Bogbussen er et lokalt samlingspunkt i nærmiljøet, det skal man ikke undervurdere værdien af. Der er ikke mange samlingspunkter tilbage i de små samfund. Bogbussen er ét af dem. I dag var jeg inviteret med i bogbussen fordi vi gerne ville … Læs videre Bibliotekarhjerter der banker for…DIG!
I dag skal det ikke handle om mad og kager men om bibliotekargerninger, vovemod, opfindsomhed og kærlighed til et fag og et KALD. Kærlighed til søde venlige lånere/borgere/brugere og kloge, venlige, hjælpsomme kollegaer. Heldige mig. Jeg har det mest fantastiske job og får så rig mulighed for at leve det ud. I dag har jeg, rørstrømsk, fulgtes med bogbussen ud på et par stoppesteder i det smukkeste landskab. Blå himmel, hvidtottede skyer, gule rapsmarker, bakker og sving, kringlede krogede bi- og afveje. Det er stort når bogbussen kører ud. Jeg er et sentimentalt gammelt fjollehovede. Jeg mindes stadigvæk at jeg, til bogbustræf i 1994, hvor bogbusser fra hele Skandinavien deltog, fældede en tåre, da busserne kørte ind i en lang karavane med flagene hejst. Bogbustanken rører et bibliotekarhjerte særligt dybt for de er symbol på selve biblioteksgrundtanken – at stille viden og information til rådighed for alle, selv i de fjerneste kroge. Det ligger dybt i os bibliotekarer. Kaldet til faget – at ville hjælpe og berige med kultur, viden, ord og mening. Det piner os når bogbusser og filialer bliver sparet væk og når Bogen Kommer ordninger nedprioriteres. De mennesker der har allerstørst behov, vil vi jo altid gøre noget helt særligt for at hjælpe. I Norge sejler der både ud med bøger, til områder med få beboere. I bjerge pakker man et æsel og rider ud. Pigen på 6 år der selv får lov til at gå i bogbussen og kommer og låner hestebøger, den gangbesværede der ikke kunne overskue at tage rutebilen helt ind til Hovedbiblioteket. Bogbussen er et lokalt samlingspunkt i nærmiljøet, det skal man ikke undervurdere værdien af. Der er ikke mange samlingspunkter tilbage i de små samfund. Bogbussen er ét af dem. I dag var jeg inviteret med i bogbussen fordi vi gerne ville … Læs videre Bibliotekarhjerter der banker for…DIG!