Tiden er gået i stå. Vores hjerter er tunge og triste. Vi har i dag måttet sige farvel til vores dyrebare Pellehund. Øjnene kan ikke græde mere. Radioen spiller ikke. Solens stråler bringer hverken varme eller glæde. Vi er ikke sultne. Sover ikke, smiler ikke, vinker ikke når folk går forbi. Pelle måtte akut aflives efter et svært krampeanfald i går. Pelle var hjertesyg og kunne ikke klare fysisk anstrengelse længere. Det vidste den bare ikke selv. Tit kom den glad springende med sin bold i munden, men måtte opgive p.g.a. svære hosteanfald. I går sprang den glad ud i haven, da jeg kom hjem og pludselig gik den amok. Den havde opdaget et pindsvin i haven. Pelle var venligheden selv, men forunderligt nok, så den de rolige fredelige pindsvin som sine fjender nr. 1 i verden. Gøede altid vildt og voldsomt, men bed ikke. Jeg sprang ud i haven, nervøs for hvordan Pelle ville reagere på anstrengelsen. Det gik slet ikke. Jeg vil skåne dig – men episoden endte dramatisk og traumatisk med at Pelle fik et slemt krampeanfald. Den kunne ikke få luft. Den besvimede. Jeg gik i panik og blev desperat – hvordan yder man førstehjælp til en hund? Jeg fumlede med telefon, man ringer jo ikke 112? Jeg ringede til dyrlægen, som heldigvis var kodet ind på telefonen. Dyrlægen sagde blot: “Kom med den straks”. Pelle vågnede op igen, groggy, omtumlet, bange og rystet. Jeg prøvede at berolige den, men min stemme var stresset, skinger og angst. Vi kørte straks til dyrlægen. Bizart, at den gamle bil ikke ville i bakgear. Forkert, at der ikke var en hundeambulance at ringe til? Prøvede at forstå, at det eneste jeg kunne gøre var at køre hurtigt afsted. Hysterisk prøvede jeg at tale Pelle til ro. Jeg kørte afsted i … Læs videre Pellehunden – det sidste tunge farvel
Tiden er gået i stå. Vores hjerter er tunge og triste. Vi har i dag måttet sige farvel til vores dyrebare Pellehund. Øjnene kan ikke græde mere. Radioen spiller ikke. Solens stråler bringer hverken varme eller glæde. Vi er ikke sultne. Sover ikke, smiler ikke, vinker ikke når folk går forbi. Pelle måtte akut aflives efter et svært krampeanfald i går. Pelle var hjertesyg og kunne ikke klare fysisk anstrengelse længere. Det vidste den bare ikke selv. Tit kom den glad springende med sin bold i munden, men måtte opgive p.g.a. svære hosteanfald. I går sprang den glad ud i haven, da jeg kom hjem og pludselig gik den amok. Den havde opdaget et pindsvin i haven. Pelle var venligheden selv, men forunderligt nok, så den de rolige fredelige pindsvin som sine fjender nr. 1 i verden. Gøede altid vildt og voldsomt, men bed ikke. Jeg sprang ud i haven, nervøs for hvordan Pelle ville reagere på anstrengelsen. Det gik slet ikke. Jeg vil skåne dig – men episoden endte dramatisk og traumatisk med at Pelle fik et slemt krampeanfald. Den kunne ikke få luft. Den besvimede. Jeg gik i panik og blev desperat – hvordan yder man førstehjælp til en hund? Jeg fumlede med telefon, man ringer jo ikke 112? Jeg ringede til dyrlægen, som heldigvis var kodet ind på telefonen. Dyrlægen sagde blot: “Kom med den straks”. Pelle vågnede op igen, groggy, omtumlet, bange og rystet. Jeg prøvede at berolige den, men min stemme var stresset, skinger og angst. Vi kørte straks til dyrlægen. Bizart, at den gamle bil ikke ville i bakgear. Forkert, at der ikke var en hundeambulance at ringe til? Prøvede at forstå, at det eneste jeg kunne gøre var at køre hurtigt afsted. Hysterisk prøvede jeg at tale Pelle til ro. Jeg kørte afsted i … Læs videre Pellehunden – det sidste tunge farvel